Pludselig ruller en tung dyne af træthed ind over ham, og han bliver hurtigt svimmel.

”Hvad sker der med mig?” tænker han.

Joakim Berg er 17 år gammel og på studietur til København med sin 1.g-klasse fra Viborg. De er på Frihedsmuseet, og oplægsholder står og taler, men Joakim er forsvundet ind i sig selv.

Uden varsel mister hans nakkemuskler deres styrke, og hans hoved falder ned på brystet. Et sted langt borte spørger oplægsholder, om det er så kedeligt, at han er faldet i søvn.

Da han har sundet sig lidt, vakler han ud. Kvalmen bølger gennem ham, og han tror, at han skal kaste op. Alle hans ting bliver efterladt. Han skal bare ned at ligge. Det lykkes ham at komme tilbage til hotellet, hvor han er svimmel og dårlig resten af dagen.

Til sidst ringer han til vagtlægen og ender på Hvidovre Sygehus, hvor de har en børne- og ungeafdeling.

Lægen sidder med Joakims elektroniske journal og beder ham om at fortælle alt, hvad der er sket. Men det er sent om aftenen, og der er sket en masse de seneste syv måneder.

Joakim forsøger at forklare sit sygdomsforløb, så godt han kan. Da han har snakket færdig, siger lægen:

”Man kan godt mærke, at du er lidt arrogant, når du fortæller”.

Den unge mand bliver helt slået ud. Endnu en læge, der ikke vil lytte til ham. Endnu en læge, der ikke er interesseret i at finde ud af, hvad han fejler.

Han bliver sendt grædende tilbage til hotellet uden noget svar på, hvorfor hans krop reagerer, som den gør. Igen.

Syg hele tiden

Syv måneder tidligere er Joakim Berg en glad dreng, der passer et fritidsjob, har masser af venner og lige er begyndt i 1.g på Viborg Katedralskole.

Han får ondt i maven, og da halsbetændelse, kold lungebetændelse og en hudinfektion støder til uden at vil gå væk, begynder han at gå til læge.

I september-oktober måned er han syg meget af tiden, så han kan ikke rigtigt passe sin skole. Fraværet på gymnasiet begynder at stige.  

Der kommer smerter i hans hals, og lægerne tjekker ham for kyssesyge og alt muligt andet, men ingen test kan give et svar på, hvad der er galt.

Han tager til privat øre-næse-hals-læge, der siger, at der er tale om kronisk halsbetændelse, og at den ene mandel er svulmet voldsomt op og bør fjernes. Men ingen af sygehusene vil tage ansvaret for at få den opereret ud.

På Skejby Sygehus bliver han testet i hele dage ad gangen, men han er så træt og dårlig tilpas, at han næsten ikke kan hænge sammen. Den opsvulmede mandel påvirker vejrtrækningen, så når de tjekker ham for astma, så viser målingerne, at han har det.

Da han læser i sin journal, opdager han, at de har undersøgt ham for kronisk lymfatisk leukæmi uden at sige det. Han begynder at blive skeptisk, og da han spørger en læge på Skejby Sygehus ind til det, siger hun, at det måske kan blive nødvendigt at lukke for hans adgang til sin egen journal.

En del af kræftpakken

I begyndelsen af december 2024 bliver den unge mand henvist til undersøgelse på Regionshospitalet Gødstrup. Joakim tror, at han omsider skal have fjernet sine mandler, men da de sidder til formødet hos lægen, lyder beskeden, at nu er den 17-årige blevet en del af kræftpakken.

”Det anede jeg ikke, og det var så ubehageligt at få det at vide på den måde. Jeg lå og græd og var skidebange, da jeg fik scannet mine lymfer på halsen, for jeg kunne høre, at de tog billeder hele tiden”.

Resultatet viser, at det heller ikke er lymfekræft.

Han bliver PET-scannet og får at vide, at scanningen lyser op, ligesom den gør, når man har kræft. Men lægerne kan se, at Joakim ikke har cancer. Maskinen kan også lyse op, hvis man har en infektion i kroppen. De aner bare ikke, hvad det så er, han fejler.

En gang imellem føler Joakim, at hans krop får det lidt bedre. På de dage er han på gymnasiet og forsøger at holde fast i sine venner. Men en god periode bliver hele tiden afløst af noget, der er værre end før.

En tilværelse med sygdom

På et møde sidst i december på Skejby Sygehus siger lægen til Joakim og hans forældre, at nu har de arbejdet intensivt på ham, og at nu bliver han sendt tilbage til Viborg Sygehus.

”Hun siger, at de ikke kan gøre mere, og hun nævner første gang en funktionel lidelse, men hun får det pakket ind, så jeg ikke fatter, at det er dét, hun siger,” fortæller Joakim Berg.

En måned senere er de til møde på Viborg Sygehus. Joakim tror, at han skal tjekkes, for han får det stadig dårligere, men det er endnu et infomøde, hvor de siger, at han skal skrive alt ned, hvad han spiser, og hvor meget han sover.

For den 17-årige Joakim er livet, som han kendte det, forsvundet.

Han kan ikke passe sit fritidsjob, og det er næsten umuligt for ham at kæmpe sig i skole. Gymnasiet er skeptisk over hans høje sygefravær, for han kan ikke fortælle dem, hvad han fejler. Han er bare syg.

”Alt er frataget mig. Jeg kan bare ligge hjemme med min computer og se, hvad mine venner laver,” siger han.

Smerterne i hans hals tager til i styrke, og han kan ikke rigtigt spise eller drikke noget, fordi det gør så ondt. De mange timer i sengen, får hans muskler til at skrumpe ind, og han bliver svimmel og forpustet, når han rejser sig op. Ipren og Panodil er hans forsøg på at dulme bare en lille smule.

Lægerne kan ikke gøre mere

I februar og marts måned tager det yderligere til. Han tager med på studieturen til København, fordi han synes, at han har det lidt bedre. Men som de andre gange kommer tilbagefaldet, og han er dårligere end før.

”Jeg kan mærke, at der er noget fuldstændigt galt med min krop. Men lægerne vil ikke rigtigt se mig”.

Det lykkes at få rykket et senere møde frem, så familien møder lægerne på Viborg Sygehus. Frustrationen er stor over, at de ikke kan få svar på, hvad Joakim fejler, og han får det hele tiden værre og værre.

”Da lægerne siger, at de ikke kan gøre mere, forstår jeg det ikke. Det kan ikke passe. Jeg er jo stadig syg, og det er lægerne, der burde have min ryg,” fortæller Joakim om mødet.

Beskeden er også, at de ikke skal kontakte sygehuset mere, og de skal ikke ringe til vagtlægen. Der er ikke mere at stille op.

På det tidspunkt har han været syg i cirka otte måneder, og han kan snart ikke mere.

”Jeg får at vide, at jeg bare skal slappe af. Min krop skal have ro. Men det kan jeg jo ikke. Jeg er i en verden, hvor der kun er sygdom”.

De har forsøgt sig med hypnoterapi, og en enkelt gang er den unge mand også til psykolog. Hypnoterapien giver en kortvarig lettelse i de tunge følelser, men de kommer hurtigt tilbage igen, og kroppen bliver ved med at være syg.

Tror han skal dø

I løbet af marts 2025 svulmer mandlen yderligere op, og det bliver svært for Joakim at trække vejret. Hvert åndedrag er en kamp, og hans forældre begynder på skift at sove inde hos ham.

”Jeg er bange for at falde i søvn for hvad, hvis jeg stopper med at trække vejret?”

En nat, hvor der er rigtigt slemt, ligger moren ved siden af den 17-årige, der kæmper med at få luft. Han rækker armen ud og tager hende i hånden.

”Mor, jeg tror, at jeg skal dø,” siger han.

Han har følelsen af, at kroppen og alle organer bliver klemt sammen, som når man klemmer saften ud af en citron.

”Jeg kunne mærke, at min krop snart ikke kunne mere. Jeg blev snart nødt til at give op. En måned mere ville ikke være muligt”.

De hvide belægninger i hans hals er på sit højeste, og de trodser forbuddet og ringer til vagtlægen. Han tager igen en kyssesygetest og tjekker for halsbetændelse med besked om, at de om mandagen skal kontakte egen læge.

Da de dukker op dér, siger han, at Joakim har kyssesyge og sætter ham på endnu en antibiotikakur. Det virker kun ganske lidt. Situationen er fastlåst, og han er villig til at prøve alt for at blive rask.

Vil bare være rask

I begyndelsen af april tager han til en kinesiologibehandling hos Satoricenter i Hinnerupområdet, som hans far har hørt om. Han har aldrig prøvet kinesiologi før og ved ikke rigtigt, hvad det er.

På briksen får han testet forskellige muskler, som kinesiologen siger, der kan fortælle noget om energibanerne i hans krop. Han er sådan set ligeglad med, hvad der sker. Han vil bare være rask.

Efter at have fundet blokeringerne i energisystemet åbner kinesiologen igen for energibanerne og siger, at nu er det muligt for hans krop at helbrede sig selv.  

”Jeg synes, at det var en dejlig følelse, da vi var færdige, men sådan var det jo også efter hypnoterapien. Og hvad så?”

Dagen efter behandlingen begynder han at kaste op. De hvide belægninger i hans hals løsner sig og kommer op med opkastet som store, hvide klumper.

”Jeg har for første gang følelsen af, at dét, der sker, er godt. Der går tre dage, hvor min krop vender vrangen ud. Så er jeg rask”.

Efter ni måneder mere eller mindre låst til sengen på værelset har Joakim en enorm trang til at komme ud af sit fængsel.

”Jeg skulle ud at have mine venner tilbage. I al den tid havde jeg været syg uden at vide af hvad, så jeg kunne heller ikke forklare dem, hvad jeg fejlede. Nu skulle jeg vinde det hele tilbage”.

Han begynder at arbejde igen og går på gymnasiet, hvor han skal op i fuldt pensum. Der er fuld fart på. Det lykkes ham at bestå alle eksamenerne.

Fik aldrig et svar

I dag er Joakim Berg rask, men det piner ham, at han ikke aner, hvad der skete i hans krop i de ni måneder.

”Det er virkeligt ubehageligt, at jeg aldrig fik svar på, hvad det var. Der var aldrig nogen i sundhedssystemet, der ville kendes ved mig og dét, jeg fejlede,” siger han.

I dag står han frem og fortæller sin historie, fordi at andre, som får at vide, at de har en funktionel lidelse, skal holde fast i sig selv.

”Vær tro mod dig selv og bliv ved med at kæmpe. Du skal ikke acceptere, at du er sådan én, der er syg bare fordi, at lægerne ikke kan finde ud af, hvad du fejler. Giv aldrig op”.

Han ønsker sig, at det bliver mere kendt, hvad en funktionel lidelse er.

Og så er det vigtigt for ham at slå én ting fast:

”Jeg er ikke sur på lægerne. Jeg er ked af det. Den behandling, jeg fik, syntes jeg, var uretfærdig. Jeg troede, at systemet var der for mig, når jeg blev syg, men jeg føler mig enormt svigtet”.

Joakim Berg fik én kinesiologibehandling mere i april måned, og seks måneder senere fik han endnu én for at bearbejde frygten, der sad i hans krop, for at blive syg igen.

I dag lever han et liv med fuld fart på.

Opdateret 17. marts 2026: Joakims historie er blevet bragt på Patientforeningen for funktionelle lidelsers hjemmeside. Du kan læse hans egen fortælling her: https://www.pffl.dk/da-systemet-gav-op-tog-jeg-sagen-i-egne-haender/