Her fik 59-årige Marianna Carøe at vide, at der var tale om en atypisk frossen skulder, og hun fik en indsprøjtning med binyrebarkhormon, der skulle blokere smerten. Det dæmpede en smule, men hun kunne stadig ikke løfte højre arm og strigle sine to heste. Alt måtte foregå med venstre.

Cirka et år tidligere var hun blevet smidt af den ene hest, fordi den blev bange, og her havde hun slået lænden i højre side. Den blev også ved med at gøre ondt, og hun kunne ikke ride mere end ti minutter, så gjorde det så ondt i højre ben, at hun måtte stige af. Dagen efter ville benet være så medtaget, at hun ikke kunne undgå at humpe.  

Alternative metoder

Efter endnu to blokader i skulderen uden nævneværdig effekt og en højre arm, der var blevet så dårlig, at hun udelukkende måtte gå i store trøjer, hvor hun kunne trække armen baglæns gennem ærmet, besluttede hun sig for at tage alternative metoder i brug.

Midt i august 2026 tog hun til kinesiologibehandling hos Satoricenter. Her fik hun testet, at hendes celler var i ekstrem vandmangel.

”Jeg har altid været bevidst om, at alt er energi, men her gik det op for mig, hvad det rent faktisk betyder. Det var jo sindssygt, at armen kunne bevæge sig meget længere om på ryggen allerede før, jeg gik hjem,” fortæller Marianna Carøe.

Smerterne i lænden og benet var også blevet mindre, inden hun var ude af klinikdøren.

Energimæssig blokering

De næste uger fik armen det bedre og bedre. Hun kunne løfte den igen, så hun kunne strigle sine elskede heste.

Seks uger efter første behandling virkede højre arm lige så godt som den raske venstre, og hun kunne droppe de store trøjer og tage en skjorte på.

”Jeg forklarer det med, at der har siddet en energimæssig blokering i min skulder. I min opvækst har jeg lært at undgå at vise sårbarhed. Nu er jeg ved at kortlægge, hvad der er sket i mit liv, så jeg kan skabe mere ro i mig selv,” siger hun.  

Tilbage i tid

Højre ben er også forandret. Nu kan hun ride igen, og næste dag virker benet stadig uden, at hun skal halte sig igennem dagen.

”Under behandlingen er der dukket nogle årstal op, som jeg er i gang med at forholde mig til. Jeg har stadig svært ved helt at forstå, hvordan dét, der skete med mig, da jeg var et tre måneder gammelt foster, kan påvirke den tilstand, som min krop og mit sind er i nu,” fortæller hun.

Marianna Carøe har stadig begge sine forældre, og de hjælper hende med at finde ud af, hvad der skete med hende før den tid, hun selv kan huske.

”Jeg vil anbefale folk at prøve kinesiologien, også selvom de ikke tror på det. For kroppen lyver virkelig ikke. Jeg ved helt sikkert, at det er i fortiden, at jeg skal finde grunden til mine reaktioner i nutiden”.